Frivillige i caféen Nutid

Formål med cafeen;
Vi vil åbne en ’non-profit’ cafe med kreative events, der er drevet af frivillige. Cafeen skal have et unikt og kreativt udtryk, og skal dels generere et overskud til fordel for verdens fattigste og dels synliggøre FKNs arbejde på en attraktiv og utraditionel facon blandt kunder og frivillige.
Vi tror på, at en cafe af følgende årsager vil være en givende måde hvorpå FKNs arbejde synliggøres og der samtidig genereres et overskud til gavn for verdens fattigste:
1.Det er vanskeligt at drive virksomhed i disse år, men unge studerende er storforbrugere af cafeer og derfor tror vi, at en cafe primært målrettet til unge og studerende er en god forretningsmulighed.
2.Vi vil bruge cafeens rum hele dagen og dermed øge omsætningen
3.Ved at lave en cafe, skabes der gode rammer for at arrangere events, som kan profilere FKNs arbejde og skabe handlingsmuligheder til fordel for verdens fattigste
4.Frivillige synes at cafearbejde er interessant og det er relativt let at finde frivillige til dette arbejde, da det for disse blandt andet er en god og givende måde at oprette et socialt netværk på.
5.Hvis man har en attraktiv frivillighedskultur vil frivillige fastholdes længere, når der er mulighed for at involvere sig på forskellige måder. Fx kan man efter at have været en del af barteam, blive en del af musik teamet. Dette øger sandsynligheden for, at frivillige fastholdes i længere tid.

Målgruppe: Vores aktiviteter er målrettet unge, men cafeen er ikke kun for unge. Dvs. vores primære målgruppen er studerende i alderen 22-35-årige (samme aldersgruppe, som mange frivillige selv vil være i). Sekundært er det københavnere og forbipasserende, som er interesseret i musik og kreative events.
Idégrundlaget: (kort beskrivelse af hvad vi laver og hvad er vi arbejder med): Vi adskiller os fra andre cafeer ved at have en unik og hyggelig indretning samt ved at tilbyde få og udvalgte meget billige varer og en række andre varer til ’normal cafépris’, som tiltrækker unge købere.
Vi arbejder med to ’koncepter’ i løbet af åbningstiden – et dagskoncept og et aftenkoncept:
1.Formiddag / eftermiddag: Studiecafe i kælderen og cafe på gadeplan.
2.Eftermiddag / aften: Event- og musik rum i kælderen og cafe på gadeplan.

Dette vil sælges i cafeen:
Vi sælger enkelte produkter fx filterkaffe og te meget billigt, men ellers ligger prisniveauet på normalt caféniveau i forhold til København.
•Div. kaffe / The (også i ’to-go’ kaffe mm. gennem vinduet ved baren).
•Øl (få billige og enkelte special øl – gerne på fad).
•Div. vand og friskpresset juice
•Lette madanretninger – gerne lavet eksternt. Et enkelt sortiment til en billig pris. Vi overvejer muligheden for at selv at bage boller og kage i dagstimerne. Friskbagt kage og boller kan være en fordelagtig, fast del af cafeens koncept.

Sådan er du frivillig:
Arbejdsopgaverne i cafeen er fordelt i teams. F.eks. er der et bar team, event team, pr-team osv., der hver især håndtere de opgaver der er forbundet med det enkelte team. De frivillige er engagerede i et eller flere teams. Hvert team har desuden en eller to teamledere som endvidere er del af et lederteam, som står med det overordnede ansvar for cafeen. I dette lederteam er det oplagt at en ansat i FKN eller en af NU’s aktive, deltager. Vi opfordrer desuden vores frivillige til, at melde sig ind i NU.
Alle nye frivillige får en grundig introduktion til cafeen såvel som FKN som organisation og FKNs humanitære arbejde.